Томас Пикетти не соглашается на кризис капитализма


ДЕМОКРАТИЧЕСКИЙ СОЦИАЛИЗМ: Последняя книга Пикетти о перераспределении, а не о чем-то еще. Там очень много статистики и несколько прекрасных литературных примеров. Надежда на зеленый капитализм, похоже, полностью исчезла.

Болт - профессор политической эстетики в Копенгагенском университете.
Электронная почта: mras@hum.ku.dk
Опубликовано: 2020-04-01
Капитал и идеология

Как многие помнят, французский экономист хвастался Томас Piketty в 2015 году через интеллектуальную публику с книгой Столица XXI векагде он подробно объяснил растущее неравенство в мире. Книга, как сообщается, была продана тиражом более 2 миллионов экземпляров, и ей удалось очаровать растущую критику как экономики (например, точных наук), так и неравенства. Толстая книга Пикетти и огромный статистический материал, отражающие дух времени и критикующие неолиберальную политику глобализации и сбережений после финансового кризиса, если не направление, то язык. И заслуживающий доверия единственный в своем роде.

Хотя, конечно, Пикетти упоминал Маркс со своим титулом он быстро дистанцировался от прирожденного революционера и даже кокетничал с тем, что никогда не читал «Капитал». Приглашения от пораженных склерозом левоцентристских партий по всему миру не заставили себя долго ждать, и Пикетти не только быстро стал ориентиром для левых, он также служил советником политиков, таких как Джеймс Корбин в Великобритании, Элизабет Уоррен в США и Рахул Ганди в Индии.

«Обязательное чтение для социал-демократов»

Теперь Пикетти выпустил новую объемную книгу, Капитал и идеологиякоторый уже побеждает в различных газетах экстремального центра. В Дании бывший министр иностранных дел и финансов Могенс Ликкетофт очень положительно оценил книгу. Это обязательное чтение для социал-демократов, пишет он. Также редактор Датской Информации Руна Ликкеберг с большим энтузиазмом отправился в Париж, чтобы взять интервью у французского звездного экономиста. Люккеберг едва ли может опустить руки в восторге от нового манифеста: «Томас Пикетти предлагает новую социализм«Это создает равенство и борется с изменением климата», - гласит информационный фронт на фотографии Пикетти.

У Пикетти очень плохое представление о капитале, которое имеет мало общего с критикой политической экономии.

если Столица XXI века kortlagde, hvordan uligheden er eksploderet siden 1980’erne i den vestlige verden, så forklarer Piketty i den nye bog, hvordan denne udvikling i høj grad er et resultat af ideologiske kampe. Derfor selvfølgelig titlen på bogen. Ifølge Piketty er det nemlig idéer, der driver historien frem. Politiske idéer forandrer verden. Et af bogens eksempler er Sverige, som i 1910 var et ekstremt ulige samfund, men i dag ifølge Piketty er et af de mest lige lande i verden. Hvordan fandt denne transformation sted, spørger han. Det var politiske kampe, som nedbragte uligheden.

Give alle borgere 120 000 euro

Hvis uligheden for en stor dels vedkommende er et resultat af politik, så kan uligheden nedbringes. Dette er Pikettys positive – det er hans egen beskrivelse – budskab med den nye bog. Hvis vi drejer lidt på hjulene, kan vi skabe et mere lige samfund, hvad Piketty i bogen omtaler som demokratisk socialisme. Han har en række konkrete forslag: Vi skal beskatte formuer og arv og give alle borgere 120 000 euro, når de fylder 25 år. Vi skal samtidig investere langt mere i обучение, som det skete i den umiddelbare efterkrigstid i USA og Vesteuropa. Og så skal vi endelig give arbejdere adgang til bestyrelsen på de virksomheder, hvor de er ansat, altså udvide lønmodtagernes repræsentation og give dem medbestemmelse – de skal have 50 procent af stemmerne i bestyrelsen. Piketty kalder det deltagersocialisme.

см. www.libex.eu
см. www.libex.eu

Pikettys forslag er sympatiske

Og det er evident, hvorfor såvel avisredaktører, debattører og politikere med stor interesse læser hans lange og helt sikkert velskrevne udredninger. Han tilbyder ikke blot en stort anlagt historisk analyse af ulighed, men han lover samtidig på én og samme tid at ændre systemet og redde det. Det kræver ikke så meget. Vi kan sagtens udbedre problemerne, hvis blot vi beskatter formuer og arv mere og mindsker uligheden ved at indføre en borgerløn, så kan vi både bevare og ændre lidt på den private ejendomsret og alt det, der kendetegner den kapitalistiske økonomi. Det er ikke overraskende, at Piketty anderkendes og anmeldes positivt i såvel Libération som Financial Times – på tværs af det forældede venstre-højre-skel er Piketty populær.

Абонемент NOK 195 / квартал

Det handler om omfordeling og ikke så meget andet, og om hvordan vi gør ulighed til et politisk spørgsmål. Det er Pikettys fortjeneste, at han detaljeret synliggør den eksploderende ulighed. Det gjorde han i forrige bog, og det gør han i den nye. Ikke at han er den første til det. Alterglobaliseringsbevægelsen og ATTAC pegede på den allerede i midten af 1990’erne, og pladsbesættelsesbevægelsernes mobilisering i 2011 fandt i høj grad sted på baggrund af den helt vilde ulighed mellem almindelige lønarbejdere og direktører og aktionærer og frikøbet af bankerne efter finansboblerne sprang i 2007-2008. I modsætning til de antisystemiske bevægelser har Piketty imidlertid kun en intra-systemisk analyse af ulighedс. Det er selvfølgelig derfor, hans bøger modtages med så åbne arme blandt politiske kommentatorer og politikere. De kan se det systembevarende i forslagene og begejstres.

Abstrakt dominans

Som mange allerede gjorde opmærksom på da Столица XXI века gik sin sejrgang over verden, så har Piketty et svært mangelfuldt kapital-begreb, der ikke har meget med kritikken af den politiske økonomi at gøre. For Piketty er kapital reelt bare formue og rigdom, som nogen ejer og kan sælge. For Marx var kapital en produktionsmåde og et socialt forhold. Pikettys begrænsede forståelse af kapital betyder, at han ikke kan se kapitalens abstrakte dominans, men stirrer sig blind på indkomstforskelle i en række nationaløkonomier på tværs af tid. Det er en meget afpillet analyse, Piketty har gang i. Der er en forfærdelig masse statistik, nogle fine skønlitterære eksemplificeringer. Og i den nye bog, det Piketty kalder, ideologi, som vi nok almindeligvis mere hensigtsmæssigt taler om som politik, da ideologi netop ikke er bevidste handlinger, men individers imaginære forhold til deres virkelige eksistensbetingelser.

Men det er det

En masse statistik og en begrænset idé om politik. Begrænset, fordi Piketty abonnerer fuldt og fast på euro-modernismens politiske former som nationaldemokratiet, partiformen og staten. Det er dér, politik finder sted. Der er ikke nogen klassekamp eller opstand. De optræder kun, for så vidt som de omsættes til det allerede etablerede politisk-økonomiske system.

Lykkeberg kan næsten ikke få hænderne ned i bare begejstring over det nye manifest.

Piketty har en ahistorisk forståelse af kapital og kan ikke få øje på kapitalens abstrakte dominans, og derfor har han ikke noget begreb om proletarisering og udbytning, men forestiller sig at vi kan løse samfundets problemer ved at styre samfundet lidt bedre, beskatte lidt mere og give arbejderne adgang til bestyrelseslokalerne. Som om det kan lade sig gøre at rette på kapitalens underudvikling gennem skattepolitik og investering i uddannelse. Planen er at forvalte kapitalens (under)udvikling bedre og mindre ulige. Dette er for længst forældede gestus, der kun var mulige da de nationale arbejderklasser i Vesten var stærke (og glemte enhver international solidaritet). Modellen er efterkrigstidens velfærds- eller planlægningsstat.

Demokratisk despoti

Selvom Piketty i den nye bog også inddrager ikke-vestlige økonomier og skriver om slaveri og rigdom, så har han ikke meget at sige om international arbejdsdeling og imperialisme. Og han vælger at fremhæve efterkrigstidens vestlige konsumsamfund, hvor arbejdere racialiseret som hvide fik stemmeret i nationaldemokratierne, fik mere i løn og adgang til konsum, uddannelse og kulturtilbud mod at opgive enhver rest af solidaritet med de fordømte på jorden: Dét er idealet for Piketty. W.E.B. #DuBois kaldte denne modellen «demokratisk despoti».

Piketty tager ikke et opgør med en kriseramt kapitalisme. Han er et symptom på den, på en udbytningsform, der med den ene hånd giver Trump, Bolsonaro og andre senfascister politisk frihjul, og med den anden bifalder Pikettys forslag – om reformer af den nationale akkumulation. Vi er konfronteret med en kapitalistklasse, der synes sjældent groggy og som desperat leder efter udveje: fascisme som kriseløsning eller racistisk velfærd som i efterkrigstiden. Håbet om en grøn kapitalisme synes at være helt forsvundet. Alt er bedre end at give efter for de protesterende masser, der vil have en anden verden og kæmper for en ophævelse af økonomien og staten slik den er i dag.